Virksomhedskonsulent MS Dynamics NAV - Tekstilbranchen

Logistik og handel • Forretningsprocesser • Rådgivning og implementering

 

Til vores afdeling i Viborg søger vi en erfaren og udadvendt virksomhedskonsulent med godt kendskab til tekstilbranchen.

 

Du bliver en del af en velfungerende og dynamisk organisation, hvor der hersker en uhøjtidelig omgangsform og et godt socialt samvær, i et miljø hvor medarbejdernes trivsel og udvikling er i fokus!

 

Som virksomhedskonsulent kommer du til at arbejde med en række interessante danske virksomheder inden for tekstilbranchen, hvor CORNATOR har en meget stærk markedsposition. Dit ansvarsområde omfatter rådgivning, træning og support af brugere i forbindelse med implementering af MS Dynamics NAV med brancheløsningen TRIMIT Tekstil. Specialet er logistik og handel.

 

De konkrete opgaver koncentrerer sig om behovsafdækning og rådgivning af kunden i forhold til optimal udbytte af løsningen i forretningsprocesserne, ligesom du står for opsætning, træning og support til brugere i forbindelse med implementering og opstart. Du yder løbende sparring i forhold til udvikling i kundens forretning og løser serviceopgaver, når kunden er i drift. Din rolle er central i forhold til kundens samlede oplevelse, og du vil få stor opbakning og support fra teamet og den øvrige organisation, så du kan lykkes med din opgave.

 

Vi forventer at du er en erfaren person med mindst 3 års erfaring som konsulent på implementeringsprojekter i MS Dynamics NAV, hvor dit speciale er logistik og handel. Din brancheerfaring kan være bred, dog forventer vi at du har et godt kendskab til tekstilbranchen. Dit uddannelsesniveau er ikke afgørende, men du kunne være logistik- eller it-uddannet.

 

Som person er du imødekommende, ærlig og tillidsvækkende. Du arbejder analytisk og struktureret med dine opgaver. Du har en høj grad af forretningssans kombineret med en lyttende og engageret adfærd. Du er målrettet, løsningsorienteret og typen, som ser muligheder frem for begrænsninger. Det er vigtigt, at du er en god diplomat, men forstår at skære igennem når det er påkrævet. Sidst, men ikke mindst, har du et stort personligt drive og din indstilling er konstruktiv og præget af samarbejdsvilje - og så er du i besiddelse af en god portion humor!

 

Du vil referere til en af vores projektledere og desuden indgå i et tæt samarbejde med dine øvrige kolleger i såvel projektafdelingen som salg, udvikling og support.

 

Der er tale om en nyoprettet stilling hvor du får stor mulighed for at tage et selvstændigt ansvar og præge din egen arbejdsdag. Din rolle er af central betydning for virksomhedens fremtidige vækst, og du vil få et grundigt introduktionsforløb inkl. oplæring og kurser på hovedkontoret i Viborg. Du bliver en del af et ungt og fagligt kompetent miljø, hvor medarbejdernes trivsel og udvikling er i fokus. Der er gode ansættelsesvilkår med attraktive benefits i form af pension, sundhedsforsikring, fitness m.m.

 

Finder du jobbet interessant, kan du søge det ved at sende en mail til job@cornator.com (referencenummer: COR_270411) og vedhæfte ansøgning og CV.

 

Vi søger også en Virksomhedskonsulent med speciale i økonomistyring. Se mere på www.cornator.com (referencenummer: COR_300511)