24. januar, 2020

CORNATOR ønsker Bodil tillykke med 15 års jubilæet

CORNATOR ønsker Bodil Rosenstand Bering tillykke med 15-års jubilæet

"Min kollega sagde til mig, 'Vi har snart 15 års jubilæum.' Så sagde jeg, 'Nå for søren, er der allerede gået 15 år?'"

 

Sådan lyder det fra Bodil Rosenstand Bering, da snakken falder på hendes jubilæum som regnskabschef hos CORNATOR. Ikke fordi hun har glemt tiden. Som hun tilføjer: "Når det går godt, så spekulerer man ikke over, at man har været lang tid et sted. Jeg har det sådan, at så længe man føler sig udfordret og der hele tiden sker nyt, og man lærer nyt, så er der ingen grund til at forlade en arbejdsplads, man er så glad for."

 

Bodil er regnskabschef hos CORNATOR. 

Regnskabschef året rundt

Som regnskabschef sidder Bodil både med ansvaret for månedsregnskaber, budgetter, årsregnskabet og skatteregnskabet. Årsregnskabet skal gøres klar til revisorerne i foråret, og lige nu er Bodil optaget af budgetterne for næste år.

 

"1. oktober til slutningen af april fylder det meget at lave budget og årsregnskab," siger hun. "Og jo større vi bliver, jo mere er der at sætte sig ind i, specielt når man starter op i udlandet.

 

Så det er en meget travl periode, da der altid løbende kommer ting dumpende oveni, men så er der en sommerperiode at se frem til, hvor der er lidt mere ”normale” tilstande.

 

Netop fordi CORNATOR vokser og nu har datterselskaber i både Norge og Holland, tager regnskabsafdelingen sig også af mange udenlandske aktiviteter.

 

”Vi har et søsterselskab, TRIMIT, som bortset fra CORNATOR kun har udenlandske partnere”, fortæller Bodil. ”Der står jeg for at fakturere licenssalg- og leje samt rykke vore udenlandske partnere for betaling”. Vi har de lidt mere dagligdags opgaver delt ud imellem os, der sidder i bogholderiet, så vi sidder med hver sine ansvarsområder i de enkelte selskaber.


Spændende udfordringer

Det lyder udfordrende, og det kan Bodil nikke bekræftende til. Når skatten skal beregnes, og man skal indregne udenlandske datterselskaber og lære de udenlandske regnskabsregler at kende, så er der nok at se til.

 

"Det, der er svært, det er det, jeg synes er mest spændende," siger Bodil. "Jeg kan godt lide, når der er noget kød på, fordi så kan man rigtig få lov at nørde med nogle ting. Og det får jeg lov til. Der er hele tiden noget, der bliver ændret og lavet om. Det bliver aldrig rutine at lave hverken budgetter eller årsregnskaber, for så bliver der igangsat nye ting eller kommer nye love, der skal kringles, og det gør, at mit arbejde aldrig når at blive kedeligt”.

 

Backup fra chefen

Kulturen hos CORNATOR er uformel, og Bodil oplever, at der er meget kort vej til chefen og et fladt hierarki. Også selvom CORNATOR er vokset meget i de senere år.

 

"Selvom vi er en rimelig stor virksomhed, så synes jeg, vi har bibeholdt den afslappede stemning," siger hun. "Vi kommer godt ud af det alle sammen, og jeg har aldrig oplevet, at der er nogen, jeg ikke kan med. Det betyder meget, at du har en arbejdsplads med kolleger, du svinger godt med."

 

Forholdet til direktøren er også vigtigt, f.eks. når man lægger budgetter. Nogle steder ser direktionen økonomifunktionen som et nødvendigt onde, men hos CORNATOR oplever Bodil, at man tager afdelingens arbejde alvorligt.

 

"Vores chef viser meget interesse for vores afdeling," fortæller hun. "Han viser os, at vi er en vigtig del af virksomheden, og det gør meget for motivationen, at der er nogen, der sætter pris på det man laver. Jeg har løbende møder med vores direktør, for han vil gerne dykke ned i tallene, og jeg synes, det er dejligt, at der er en, der interesserer sig for, at tingene bliver så retvisende som muligt. Og en jeg kan gå til en gang imellem, når jeg støder panden mod muren. Så er det rart at have en, man kan sparre med. Både døren og telefonen er åben, næsten uanset hvornår på døgnet."

 

Bodil hjælper foruden CORNATOR også TRIMIT 
med at holde styr på tallene. 

Har kendt CORNATOR siden 1996

Selvom Bodil officielt fejrer 15-års jubilæum, har hun faktisk en fortid i CORNATOR, der strækker sig tilbage til 1996, hvor hun var kontorelev. I et års tid var hun væk fra CORNATOR og arbejdede med debitorbogholderi i en større tekstilvirksomhed, men da hun fik chancen for at komme tilbage til et nyt job med nyt ansvar, takkede hun ja.

 

"Jeg var jo væk knap et år, og så kom jeg tilbage for 15 år siden," fortæller hun. "Og det er jo fordi jeg synes, det er en fantastisk arbejdsplads. Jeg er en af dem, de kalder 'boomeranger'. Vi kommer tilbage." Generelt er der mange i CORNATOR med høj anciennitet. Os i administrationen har f.eks. næsten lige haft 10 års jubilæum sammen, hvilket også giver et helt specielt og tæt arbejdsforhold til hinanden.

 

Når Bodil næsten uafbrudt har været i CORNATOR siden 1996, er det oplagt at spørge, hvordan hun ser udviklingen i virksomheden. Den har selvfølgelig været præget af vækst og mange nye medarbejdere, og Bodil hæfter sig ved, at man har væsentligt mere travlt end dengang, hun selv var elev.

 

"Dengang havde man ikke mulighed for at logge på derhjemme," siger hun. "Det er ikke 8-16 længere, hvilket ikke kun er en ulempe, da det også giver mulighed for mere fleksible arbejdstider."

 

I forhold til det år, hun arbejdede i en tekstilvirksomhed, kan hun også mærke tydelig forskel på at arbejde for et softwarehus.

 

"Da jeg først havde været i en virksomhed, der ikke var en it-virksomhed, hvor it ikke blev prioriteret så højt, kunne jeg mærke, hvor meget den del i grunden betød," siger hun. "I en it-virksomhed er du up-to-date med udstyr, og har hele tiden hjælp ved hånden med de IT-mæssige udfordringer. Vi er på forkant. Man kan jo ikke være it-virksomhed og så være på bagkant selv."

 

"Og så bruger vi jo vores egen software," tilføjer hun. "Tager vores egen medicin, som vi siger. Men det er vi også nødt til. Man kan ikke gå ud og sælge et produkt ved at sige, 'Vi bruger det ikke selv.”

 

Her ses administrationen hvor Bodil til hverdag sidder.

Løb klarer hovedet

"Man har jo alle mulige ting man gerne vil, når man får tid," siger Bodil, som godt kan lide at have motion på skemaet. Hun har både dyrket styrketræning og zumba, men når der er fuld fart på årsregnskabet, kan det være svært at finde halvanden time i dagligdagen. Derfor er det løb, der trækker lige for tiden.

 

"Det er noget, man kan gøre, når det lige passer ind, uden at det behøver at tage flere timer," fortæller hun. "Jeg løber 3 kilometer 3 gange om ugen. Når man sidder hjemme og stille en hel dag, så kan det være rart at komme ud og få lidt luft til hovedet. Når man sidder med noget langhåret, så har man fornyet energi bagefter, uanset om det så regner eller blæser. Og så har man det jo lidt godt med sig selv, når man har rørt sig lidt den dag."

Hør mere om vores løsning

Del

Kontakt CORNATOR!

Skriv en mail til salg@cornator.com, ring til os på: 70207970 eller udfyld formularen og lad os kontakte dig...